Optakten til årets Skt. Hans aften blev lidt ”spændende”.

Henover dagen skiftede det meget mellem lidt sol, noget regn og meget blæst som det også havde gjort i nogle dage forinden.

Aflysning havde været lidt i tale – også fordi det mange andre steder i landet var blevet besluttet ikke af gennemføre afbrændingen.

Deltagerantallet bar da også præg af det skiftende vejr, idet alene 24 troppede op mod 48 sidste år.

På den anden side var det faktisk et tilfredsstillende fremmøde. Det blæste så meget, at man straks fra starten søgte læ på østsiden af den store grenbunke, mens bålmesteren Henrik Nilsson og lærlingen Nina forberedte optænding.

Vores formand Uffe Jørgensen holdt velkomsttalen, hvorunder han også takkede deltagerne for trofast og loyalt at møde op og støtte arrangementet på trods af forholdene.

Uffe benyttede også lejligheden til at overrække en lille øl-gave til Henrik Nilsson som en påskønnelse for hans arbejde med at stå i spidsen for afbrændingen og den efterfølgende overvågning.

Det blev besluttet at afsynge de medbragte sange inden bålet blev tændt og mens vi stadig stod lidt i læ for vestenvinden. På den måde havde vi chancen for at høre, hvad vi sang.

Vi skulle heller ikke skånes for en meget kraftig regnbyge, der pludselig drev indover og gjorde os lidt våde, men Henrik fik hurtigt tændt bålet, hvor ilden straks bredte sig til at omfatte hele den store grenbunke.

Det lunede godt og inden længe var vi blevet tørre og kunne hygge os med nabosnak over et glas vin eller øl og samtidig nyde nogle solstråler, der pludselig brød igennem og som også resulterede i en flot regnbue.

Bålet brændte rigtig flot og aftenen sluttede således alligevel som en dejlig succes på trods af den vejrmæssigt lidt tvivlsomme indledning. 

Bestyrelsen